Beskrivelse af Atriumgården

Vores fællesrum – Atriumgåden er et stort og meget lyst og højloftet rum, med ovenlysvinduer og et stort vinduesparti i gavlen ud mod haven.

Det er det rum, man først træder ind i, når man kommer ude fra.

Rummet tjener både som garderobe for alle husets børn og som opholds- og legerum.

Rummet indeholder et stort bord med en bænk og nogle stole omkring. Her spiser vi morgenmad og dagen igennem bruges det til forskellige kreative aktiviteter. I løbet af dagen kravler især de mindre børn ofte op på bænken eller stolene og sidder der i sikkerhed og betragter, hvad der foregår i rummet.

Ved siden af bordet hænger vores brandskab med brandslangen.

I den anden side af rummet står en lædersofa med et bord foran, Ved siden af dette er der

en stor tumle-ø. Dette arrangement giver rig mulighed for at tumle og lege bevægelseslege, idet børnene hopper fra sofaen ned i øen, eller fra bordet ned i sofaen. Oven over sofaen er ophængt en lang hylde, hvor der hovedsageligt står bøger, men også farver, papir og modellervoks, som kan bruges ved det store bord i rummet. Sofaen bliver ofte brugt af en voksen til at sidde og læse eller synge sammen med en gruppe børn.

På den anden side af ”øen” står vores store akvarium, hvor børnene kan kigge på fisk eller på hinanden gennem glasset og lege gemmelege.

Ved siden af akvariet står en hule i træplader, med et vindue og en indgang i siden. Denne hule bliver flittigt brugt til at lege i – især af de større børn, som har begyndende rolle-lege her. Det er et afgrænset rum, som man kan betragte som sit, imens man leger.

Oven på hulen opbevares bl.a. en masse skumgummi-puder og store tøjdyr.

Hen mod vinduespartiet i gavlen, ud mod haven har vi 2 store madrasser liggende. Imellem madrasserne står en plint, som børnene kan kravle op på og hoppe ned fra og ovenover madrasserne er opsat 2 lange hylder i børne-nå-højde til legetøj.

Her er god mulighed for en voksen at sætte sig med en gruppe børn og lege, tumle, synge eller slå kolbøtter eller slå på tromme. De større børn bruger ofte hylderne til at kravle op på og sidder der og ser det hele lidt fra oven og afprøver deres mod og kunnen ved at hoppe ned fra hylderne igen.

Vi har også en lille plastik- rutsjebane, som kan flyttes rundt i rummet. Den bruges flittigt til at øve sig i sat kravle op, rutsje ned og når man bliver stor og modig til at hoppe ned på madrassen fra det øverste trin.

I vinduespartiet er også døren ud til haven, hvor vi har i sat en spærre i, så døren kan stå åben på varme dage, uden at børnene løber ud.

I hjørnet ind mod Plysstuen står en lænestol med en læselampe over. Den bliver bl.a. brugt til, at en enkelt voksen og et barn eller to kan sidde lidt for sig selv og kigge i en bog eller snakke og finde lidt ro, men bliver også brugt af de voksne til at sidde og klæde børnene af og på, når de er på vej ind fra eller ud i haven. Rummet bag lænestolen bruges ind imellem som hule, og de voksne hænger et tæppe op over stolen.

I den modsatte ende munder rummet det ud i en lang gang, som går forbi, Grislingestuen, kontoret, køkkenet og personalestuen. For enden af gangen er der dels udgang til den anden del af legepladsen. Denne ”ende” give plads til et hyggeligt legehjørne mere, hvor en mindre gruppe børn kan trække ned og lege.

Uden for de 3 stuer er der opsat bænke med rum til børnenes sko og knager og kurve til børnenes tøj.

Atriumgården som helhed – med den lange gang – giver rig mulighed for at gå eller løbe lange ture – enten med dukkevogne eller gåvogne eller bare med hinanden eller et stort sovedyr imellem sig.

At rummet samtidigt tjener som garderobe giver rig mulighed for at prøve en masse sko og støvler og ind imellem iklæde sig regntøj og meget andet.

Det er et rum der giver mange muligheder for at vælge forskellige lege eller beskæftigelser. Det giver rig mulighed for at bevæge sig indendørs. Det er et godt rum, fordi det er med til at samle hele Børnehuset. Det er vores fælles samlings rum, hvor både børn og voksne mødes på kryds og tværs dagen igennem.

Det er ikke et rum, der giver ret meget plads til ro og fordybelse, men til det har vi stuerne med de mindre rum, som er forsøgt indrettet med forskellige mere afgrænsede hjørner.