Beskrivelse af Grislingestuen

Grislingestuen består af ét stort rum delt af en rumdeler og et puslerum.

Til venstre for indgangen har vi indrettet et bilhjørne. Her er der et biltæppe til at køre på, der er hængt billeder op af biler og en lille hylde til at stille bilerne på.

Til højre for døren er der ophængt spejle og knager til udklædningstøj. Oven over spejlene hænger der et hyggeligt billede. Foran spejlene står et højt bord omgivet af trip trap stole og en bænk der sidder fast på væggen. Over bordet hænger en troldgren med lys og udklip af forskellige ting, der minder børnene om de sange de godt kan lide. På den anden side af det høje bord er der en voksenskrivepult, hvor der kan skrives informationer og meddelelser. Ved siden af pulten er der en dør ud til en lille legeplads og børnenes krybber.

På den modsatte side af det høje bord er der indrettet et dukke- og køkkenhjørne. Her har vi dukkeseng, komfur og et mindre bord med små skamler. Det mindre bord fungerer også som spiseplads for en lille børnegruppe. Ovenover er der en hylde til opbevaring af materialer.

Bagerst i det store rum står rumdeleren, som dels fungere som opbevaring, men som også kan bruges til at klatre på. Bag rumdeleren har vi en hoppemadras, samt en reol til legetøj og en cd afspiller. På endevæggen er der hængt et billede op.

Fra det store rum er der indgang til puslerummet. Til venstre for døren er der to puslepladser med en håndvask i mellem. Over puslepladserne er der en hylde, hvor hvert barn har en kasse med billeder af dem selv på. I kasserne ligger børnenes skiftetøj. Når børnene skal puttes kan de kigge på bl.a. dyrebilleder og billeder af dem selv, der er ophængt på hyldens underside. Ved siden af puslebordene er der en håndvask i børnehøjde. Over håndvasken er der ophængt knager til børnenes sovetøj. Overfor håndvasken, er der et børnetoilet og til højre for toilet hænger der et spejl. På endevæggen er der opsat hylder til børnenes sengetøj. Overfor puslepladserne, er der en hylde til opbevaring af sutter, børnenes kopper osv.