Hvad gør vi i KVL?

For at understøtte at børnene bevæger sig meget, er vi stort set hver dag ude i vores dejlige have, hvor der er masser af udfoldelsesmuligheder, med gynger, bakker og mulighed for at ræse rundt på de små motorcykler og cykler.

De voksne sørger for at være igangsættere til den fysiske udfoldelse og er ofte dem der starter en løbetur op og ned ad bakkerne, eller viser børnene hvordan man kan rulle ned ad bakken og deltager i og opfordrer til rutsjeture, river blade eller graver huller.

Af og til går vi desuden en lille tur i vores baghave eller i landbohøjskolens park, hvor børnene får mulighed for at gå og løbe selv. Foruden at røre sig får børnene også gavn af den friske luft, der bl.a. medvirker til at risiko for sygdom nedsættes.

Og inden for har vi gjort meget ud af at skabe gode betingelser for at man kan bevæge sig kravle op i møblerne og hoppe ned igen, slå kolbøtter på madrasser og i øen. Og når vi leger jorden er giftig, bruger vi både møbler, puder, kravletunnel og hvad vi ellers kan finde på.

Desuden gør vi meget ud af at børnene selv kravler op på trip-trap-stolene, på bænkene og op i krybberne og op og ned af puslebordene.

Sang og musik er også en central ting i børnehuset. Vi synger hver dag, når vi har morgensamling og her sker det ofte, at vi skal ned på gulvet og synge ”jeg gik mig over sø og land” eller lege ”bjørnen sover” osv. I vinterhalvåret har vi én gang ugentligt en fælles morgensamling i vores fællesrum, hvor vi synger, danser og laver sanglege.

Når der skal danses, sætter vi musik på. Her får børnene rørt sig ved at hoppe og danse, og de oplever desuden glæden ved at gøre noget sammen med andre.

Ind imellem støder vores ambitioner om megen bevægelse ind i, at det giver meget uro og mange konflikter med mange børn på en begrænset plads. Især i ydertimerne, hvor vi ikke er så mange voksne og ikke kan nå på legepladsen, er vi nødt til at stoppe de vilde bevægelseslege og prioritere de mere stille og kreative sysler, hvor vi samler en del af børnene omkring bordene på stuerne.