Vores udgangspunkt er, at alle børn er forskellige og har behov for at blive behandlet helt særligt.
Vi har valgt at forstå ordet rummelighed relativt snævert, nemlig at det drejer sig om, at der skal være ”rum” til alle typer børn i den almindelige daginstitution, i den forstand at de alle får en betydning og er aktive deltagere i samspillet. I alle børnegrupper vil der være børn, der er stille, generte, måske kropsligt inaktive og børn der er meget aktive og modige og det meste af tiden prøver sig af i nye projekter: Vi har ikke børn med meget tunge sociale eller psykiske problemer, men vi har børn som ind imellem skal have ekstra støtte til det sproglige, det sociale eller det motoriske. Vi har ind imellem børn, som har interesser, der ligger udenfor dét vi traditionelt tilbyder små børn, børn med en specifik interesse og evner for leg med tal og bogstaver og sproglege. Interesser som vi plejer at forbinde med ældre børn. Vi oplever af og til de børn som lidt indadvendte og ikke særligt aktive. Og samtidigt med at vi arbejder på at inddrage dem i vuggestuens liv, vil vi respektere, at deres hovedinteresse måske ligger et andet sted.
Disse særlige hensyn indgår i den almindelige pædagogiske praksis, som vi vil beskrive via fortællinger fra hverdagen. Vi vil fortsat arbejde på at udvikle særlige strategier for arbejdet med det enkelte barn.
Vi er meget opmærksomme på, om et barn i perioder er meget stille og indadvendt eller meget aktiv og udadrettet, eller om det har sproglige problemer. Årsagerne til dette kan være mange, men der er tale om tilstande, som kan give barnet mindre glæde ved samværet med andre.
Det er personalets opgave i samarbejde med forældrene at finde en mulig grund og dernæst støtte og guide barnet til nogle positive oplevelser uden for mange konflikter med omverdenen. Det kræver at personalet er meget nærværende, fleksibelt, iagttagende og forudseende.
Hjælpen til barnet kan bestå i mange ting, f.eks. holde det i hånden, sætte ord på barnets følelser, sørge for det kommer mere ud at lege eller på tur. I det hele taget drejer det sig om at hjælpe det i gang med at lege, og evt. i perioder lave ”følgeordninger” for barnet, hvor én af de voksne får til opgave konstant at være omkring barnet og hjælpe det med at håndtere de vanskeligheder, det støder på i løbet af dagen.
Det vigtige er, at barnet får oplevelsen af at blive holdt rigtig meget af og finder ud af, at det er muligt at komme i kontakt med andre uden at det ender med vrede, skældud eller nederlag.
Eksempel:
Fortælling om rummelighed.
Jens 2,3 år har et sent udviklet sprog. Ofte frembringer han lange uartikulerede lydkæder og har gjort sig forståelig via fagter og intonation. Vi har dog registreret at han egentlig godt kan sige ret svære ord. F.eks. kan han lige pludselig udbryde et næsten korrekt ”Sommerfugl”, ”flyvemaskine” m.m., mens han kan have svært ved at forstå sproglige anvisninger, såsom: ”Hvor er din jakke?”
Vi har på stuen kortlagt, at hans artikulation og ordforråd trænger til at blive stimuleret og har talt med hans forældre om, at det er vigtigt, han meget ofte får læst bøger både i vuggestuen og derhjemme, og at vi hver især undersøger hvilke billeder, han benævner. Det skal naturligvis foregå på en sådan måde, at han stadig synes, det er skægt og hyggeligt at læse historier, så derfor må processen ikke bære præg af en ”afhøring” af hans kunnen.
Han har længe vist en stor glæde ved vores morgensamlinger, hvor vi synger rigtig mange gode sange. Vi har en gren i loftet over bordet, hvorpå der hænger en masse illustrationer til børnesangene, og vi prøver at udvide Jens´ ordforråd ved at være ekstra opmærksomme på og tålmodige overfor at lade netop ham benævne hvilke sange, vi skal synge. (De andre børn får selvfølgelig også lov).
Når man kigger på ham og synger, er det meget tydeligt, at hans øjne opmærksomt følger ens læber, og at han prøver at bevæge sine læber lige sådan, hvilket er stimulerende for hans artikulation af ordene.
En af de sange vi synger, er en navnesang, hvor man til forskellige fagter synger børnenes navne, f.eks. ”Jeens, Jeens, Jeens, Jeens, Jeens, Jeeens ,Jeeens, Jeeens,Heyh!”
En dag da vi kom ind fra legepladsen, sang vi alle hans beklædningsdele på melodien fra navnesangen og jens Kunne alle ordene perfekt! ”Flyverdragt, flyverdragt, flyver, flyver, flyverdragt, Heyh!”
Flere gange har han sunget ”Åh Abe” solo for os alle sammen og skældt os ud, hvis vi ville synge med.
Kommentar:
Et eksempel på hvordan sproget kan leges ind. De voksne er opmærksomme på at Jens har nemmere ved at synge ordene end ved at sige dem, det stimuleres både i de daglige morgensamlinger, men også i andre situationer i hverdagen.
Her gribes øjeblikket og laves om til en god leg, trygheden til at udfolde sig sprogligt i fællesskab med de andre børn og voksne er opnået og det giver gevinst. Dette sammenholdt med mere bevidst brug af højtlæsning både hjemme og i vuggestuen har betydet, at Jens er inde i en god sprogudvikling.
Børn med særlige behov – rummelighed
Vores udgangspunkt er, at alle børn er forskellige og har behov for at blive behandlet helt særligt.
Vi har valgt at forstå ordet rummelighed relativt snævert, nemlig at det drejer sig om, at der skal være ”rum” til alle typer børn i den almindelige daginstitution, i den forstand at de alle får en betydning og er aktive deltagere i samspillet. I alle børnegrupper vil der være børn, der er stille, generte, måske kropsligt inaktive og børn der er meget aktive og modige og det meste af tiden prøver sig af i nye projekter: Vi har ikke børn med meget tunge sociale eller psykiske problemer, men vi har børn som ind imellem skal have ekstra støtte til det sproglige, det sociale eller det motoriske. Vi har ind imellem børn, som har interesser, der ligger udenfor dét vi traditionelt tilbyder små børn, børn med en specifik interesse og evner for leg med tal og bogstaver og sproglege. Interesser som vi plejer at forbinde med ældre børn. Vi oplever af og til de børn som lidt indadvendte og ikke særligt aktive. Og samtidigt med at vi arbejder på at inddrage dem i vuggestuens liv, vil vi respektere, at deres hovedinteresse måske ligger et andet sted.
Disse særlige hensyn indgår i den almindelige pædagogiske praksis, som vi vil beskrive via fortællinger fra hverdagen. Vi vil fortsat arbejde på at udvikle særlige strategier for arbejdet med det enkelte barn.
Vi er meget opmærksomme på, om et barn i perioder er meget stille og indadvendt eller meget aktiv og udadrettet, eller om det har sproglige problemer. Årsagerne til dette kan være mange, men der er tale om tilstande, som kan give barnet mindre glæde ved samværet med andre.
Det er personalets opgave i samarbejde med forældrene at finde en mulig grund og dernæst støtte og guide barnet til nogle positive oplevelser uden for mange konflikter med omverdenen. Det kræver at personalet er meget nærværende, fleksibelt, iagttagende og forudseende.
Hjælpen til barnet kan bestå i mange ting, f.eks. holde det i hånden, sætte ord på barnets følelser, sørge for det kommer mere ud at lege eller på tur. I det hele taget drejer det sig om at hjælpe det i gang med at lege, og evt. i perioder lave ”følgeordninger” for barnet, hvor én af de voksne får til opgave konstant at være omkring barnet og hjælpe det med at håndtere de vanskeligheder, det støder på i løbet af dagen.
Det vigtige er, at barnet får oplevelsen af at blive holdt rigtig meget af og finder ud af, at det er muligt at komme i kontakt med andre uden at det ender med vrede, skældud eller nederlag.
Eksempel:
Fortælling om rummelighed.
Jens 2,3 år har et sent udviklet sprog. Ofte frembringer han lange uartikulerede lydkæder og har gjort sig forståelig via fagter og intonation. Vi har dog registreret at han egentlig godt kan sige ret svære ord. F.eks. kan han lige pludselig udbryde et næsten korrekt ”Sommerfugl”, ”flyvemaskine” m.m., mens han kan have svært ved at forstå sproglige anvisninger, såsom: ”Hvor er din jakke?”
Vi har på stuen kortlagt, at hans artikulation og ordforråd trænger til at blive stimuleret og har talt med hans forældre om, at det er vigtigt, han meget ofte får læst bøger både i vuggestuen og derhjemme, og at vi hver især undersøger hvilke billeder, han benævner. Det skal naturligvis foregå på en sådan måde, at han stadig synes, det er skægt og hyggeligt at læse historier, så derfor må processen ikke bære præg af en ”afhøring” af hans kunnen.
Han har længe vist en stor glæde ved vores morgensamlinger, hvor vi synger rigtig mange gode sange. Vi har en gren i loftet over bordet, hvorpå der hænger en masse illustrationer til børnesangene, og vi prøver at udvide Jens´ ordforråd ved at være ekstra opmærksomme på og tålmodige overfor at lade netop ham benævne hvilke sange, vi skal synge. (De andre børn får selvfølgelig også lov).
Når man kigger på ham og synger, er det meget tydeligt, at hans øjne opmærksomt følger ens læber, og at han prøver at bevæge sine læber lige sådan, hvilket er stimulerende for hans artikulation af ordene.
En af de sange vi synger, er en navnesang, hvor man til forskellige fagter synger børnenes navne, f.eks. ”Jeens, Jeens, Jeens, Jeens, Jeens, Jeeens ,Jeeens, Jeeens,Heyh!”
En dag da vi kom ind fra legepladsen, sang vi alle hans beklædningsdele på melodien fra navnesangen og jens Kunne alle ordene perfekt! ”Flyverdragt, flyverdragt, flyver, flyver, flyverdragt, Heyh!”
Flere gange har han sunget ”Åh Abe” solo for os alle sammen og skældt os ud, hvis vi ville synge med.
Kommentar:
Et eksempel på hvordan sproget kan leges ind. De voksne er opmærksomme på at Jens har nemmere ved at synge ordene end ved at sige dem, det stimuleres både i de daglige morgensamlinger, men også i andre situationer i hverdagen.
Her gribes øjeblikket og laves om til en god leg, trygheden til at udfolde sig sprogligt i fællesskab med de andre børn og voksne er opnået og det giver gevinst. Dette sammenholdt med mere bevidst brug af højtlæsning både hjemme og i vuggestuen har betydet, at Jens er inde i en god sprogudvikling.