Relevante sider
Videre…
- Generalforsamlingsreferat 30.03.2011
- Præsentation af huset – hvem er vi?
- Børnemiljø-vurdering
- Noget om Pædagogikken og det psykiske børnemiljø
- Mad og måltidspolitik i Kvl’s Børnehus
- Bevægelsespolitik i KVL’s Børnehus
- Læreplan for KVL’s Børnehus
- Forældre-samarbejde
- Traditioner
- Personaleliv – og organisation i Børnehuset
- Fokuspunkter 2012
- De økonomiske rammer i det kommende år
- Husorden










Forældre-samarbejde
Forældre-samarbejde.
Et godt samarbejde mellem personale og forældre er en vigtigt forudsætning for, at børnene trives her i Børnehuset.
Forældrene skal vide, hvad der foregår i hverdagen i vuggestuen, så de er trygge ved at aflevere deres børn og personalet skal vide, hvordan børnene har haft det hjemme, så der kan blive sammenhæng i deres liv.
Barnets start i vuggestuen.
Når I starter med jeres barn i Børnehuset, lægger vi meget vægt på, at der er en fra barnets stue, der modtager jer og får en snak om jeres hverdag, barnets kost, søvn og meget mere. Desuden forsøger vi i denne samtale, at give en grundig introduktion til huset m.h.t. hvilke ting vi prioriterer i arbejdet med børnene. I vil blive introduceret til vores virksomheds- og læreplan, som grundigt beskriver vores overvejelser om hverdag og pædagogik.
Den voksne, som holder denne samtale med jer, er jeres kontaktperson på stuen og den som primært tager sig af jeres barn i starten.
De øvrige voksne på stuen og i huset er også meget opmærksomme på barnet, for at lære det at kende, så de også forholdsvist hurtigt kan tage over.
Det er forskelligt, hvor længe børn er om at falde til og føle sig trygge, når de starter i institution. Men vores tommelfingerregel er, at I mindst skal regne med at være med den første uge og også være til rådighed eller til at få fat på i ugen efter. Kontaktpersonen og forældrene aftaler indbyrdes, hvordan og hvornår der trappes op, omkring det tidsrum barnet kan være her alene.
Enkelte gange oplever vi børn, som kan give slip på deres forældre efter få dage mens andre bruger endog mere end 2 uger, før de er faldet til.
Dagligt samarbejde.
I det daglige er det gennem hele barnets tid i Børnehuset meget vigtigt for personalet at høre, hvordan barnet har haft det i døgnet forud. Altså har barnet været tidligt oppe, sovet uroligt, oplevet noget specielt, haft en oplevelsesrig weekend, ændret kost eller lignende.
Det giver os en mulighed for at imødekomme barnets rytme og bidrage til ro i barnets hverdag.
Vi tilstræber så vidt muligt at få en snak med jer morgen eller eftermiddag, så I ved hvad jeres barn har oplevet i løbet af dagen. Dette, at barnet oplever, at vi indbyrdes snakker og har kontakt, er med til at give barnet tryghed.
Forældresamtaler.
Ind imellem kan det være vigtigt, at få en mere koncentreret snak med jer om jeres barn. Til det har vi forældresamtalerne. Her trækker vi os tilbage til kontoret eller personalestuen og får en snak om, hvordan I og vi, synes det går, hvordan jeres barn trives og udvikler sig, om der er nogle rutiner vi skal lave om på omkring barnet osv.
Vi vil tilbyde jer en sådan snak 2 gange i løbet af den tid barnet går her. – Når barnet har været her 3-6 mdr. og igen når barnet er blevet ca. 2 år. Men vi vil dog understrege, at det altid er muligt at få en konsultation med personalet, hvis I føler behov herfor.
Vi har desuden indført det tilbud, at forældre til børn, der skal være storesøster eller storebror, tilbydes en samtale op til fødslen af deres lillebror eller lillesøster.
Forældremøde.
1 gange om året holder vi forældremøder. Her er der lejlighed til sammen med de andre forældre og personalet at diskutere børnenes hverdag evt. ud fra et overordnet aktuelt tema.
Forældremødet, som ligger i marts, slås sammen med den årlige generalforsamling.
Arbejdsweekends.
Vores økonomi har igennem årene været meget stram og for at spare på udgifterne til den indvendige vedligeholdelse, afholder vi arbejdsweekends 2 gange om året, hvor huset males og repareres og legepladsen renoveres. Forældrene har pligt til at deltage i disse arbejdsweekends.
Deltager man ikke opkræves en bøde på 400 kr. pr. forælder.
Børnehusnyt.
Ca. 1 gang om måneden udkommer “Børnehusnyt”, som er en orientering til forældrene fra personalet. Her skriver vi om sidste nyt, som gælder hele huset, fortæller historier fra hverdagen og kommer med påmindelser om praktiske ting. Forældre er også velkomne til at komme med indlæg til Børnehusnyt. Børnehusnyt lægges ud på vores hjemmeside og udsendes til forældrene på mail, hvorfor det er vigtigt vi får jeres mailadresser, når I starter i Børnehuset.